Y’s Men’s Aaskovs prisuddeling – 2019

Den 9. april 2019 var et par repræsentanter fra Kibæk FDF Orkester inviteret til prisuddeling hos Y’s Men’s Club i Aaskov. Da Clubben i Aaskov samtidigt kunne fejre 40 års jubilæum var vi også budt på fin middag 🙂

Da en af vore elever stormer frem på sit instrument – et flugelhorn – mente vi, at det var på tide at anskaffe et nyt og bedre instrument til ham, som kunne give plads til, at han kunne vokse med opgaven uden at blive holdt tilbage af et for lille og ringe instrument. Vi havde derfor ansøgt Y’s Men’s Club Aaskov om et tilskud på 10.000 kr, som skulle gå til køb af et nyt flugelhorn.

Ved prisuddelingen fik vi tildelt hele den ansøgte sum på 10.000 kr, så det kan nok være, at der var nogle, der her var glade 🙂

Vi gik med det samme i gang med at bestille flugelhornet hjem. Da vi insisterede på at få den i ‘sølvfarvet’ skulle der gå nogle måneder, før den kunne komme hjem (og undervejs blev den også fanget uforholdsmæssigt længe i tolden hos PostNord); men til sidst ankom den da, og vores elev, Morten, var ganske betuttet og sagde stort set ikke en lyd – hvilket er højest usædvanligt for Morten!!! – da han fik lagt en kasse i hænderne, som han selv måtte åbne. Det er ikke til at sige, hvad der skinnede og funklede mere: Flugelhornet eller Mortens øjne 🙂

En STOR tak til Y’s Men’s Club i Aaskov som gjorde det muligt for os at hjemskaffe et så fint instrument til vores unge, fremadstormende flugelhornspiller.

FRIGG og Morten har lige mødt hinanden
Flugelhornet FRIGG er lige blevet givet til vores elev, Morten, som stråler om kap med det splinternye horn.

For ‘nørder’ inden for messingblæsere kan vi fortælle, at Mortens nye instrument er en FRIGG NFL1960 af mærket Nordic, hvilket er et dansk mærke. FRIGG er et horn beregnet til professionelle musikere, så der skulle være rigeligt med plads til Morten til at vokse med opgaven 🙂

Related Images:

Oktoberfest som temadag

Oktoberfest i Kibæk BB

OKTOBERFEST som temadag med udklædning og passende musik i Kibæk BB, hvem skulle have troet det??

Nogle gange trænger vi alle bare til en overraskelse – og specielt en god en af slagsen. I Kibæk BB har vi da også tradition for de skæve og overraskende indfald; men desværre har der i den seneste tid været lidt langt i mellem vore indfald, så nu syntes dirigenten og orkesterlederen, at det var på høje tid, og som sædvanligt blev alle sejl sat til!!

Det blev besluttet, at overraskelsen skulle afvikles den sidste øveaften inden efterårsferien. Umiddelbart var der ikke noget bestemt på programmet denne dag, og der var endda mulighed for, at folk under uddannelse ude af byen (efterskoler etc.) kunne møde ind også. Desuden havde vi overraskelsesmomentet på vores side, da absolut INGEN af vore folk ville forvente en anderledes aften!

Og da vores overraskelsesmoment skulle afvikles en aften i oktober, lå det jo også lige til højrebenet at bruge ’OKTOBERFEST’ som en temadag. På den musikalske side kom både umba-march-noder (“Du skulle købe dig en tyrolerhat”), et potpourri af melodierne fra “Sommer i Tyrol” og en tysk godnat-sang (“Der Mond ist aufgegangen”) op på nodestativet.

Vi er et kaffe-og-kage-orkester, og vi bekender os til det, så det var selvfølgelig også vigtigt, at denne del passede sammen med temaet. Heller ikke her fik den for lidt: Der blev pyntet op med dug, løber, flag, fane med Oktoberfest og bayerske ølkrus. På den kulinariske side fik den også hele armen med Brezel/saltkringler, kaffe, the, saftevand og ikke mindst Apfelstrudel, som smagte himmelsk!!

Og for at det ikke skal være løgn, så var dirigenten, slagtøjsmanden og orkesterlederen i dagens anledning også trukket i dirndler, lederhosen og tyrolerhatte. Det var et ømt skue!!

Heldigvis tog orkesterets medlemmer rigtigt godt imod det skæve indfald, og det blev – igen – en ualmindelig hyggelig aften.

Related Images:

De Danske Årsmøder 2019

Kibæk BB ved DDÅ i Jaruplund 2019

Lørdag den 25. maj 2019 drog orkesteret for 10. år i træk til Sydslesvig på den årlige ‘firmaudflugt’ for at spille koncerter, marcher og ledsagemusik ved De Danske Årsmøder i Sydslesvig.

Som altid var vi ganske eksamensramte, men heldigvis var der virkelig god opbakning ude blandt vore brass band-venner, så vi igen-igen kunne stille med et yderst velspillende hold 🙂

I Jaruplund blev vort 10 års jubilæum fejret med en kagemand, som vi heldigvis via en lynhurtig fotograf nåede at få et billede af, inden den blev slagtet, for derefter gik der mindre end 7 sekunder, før den var spist 😀

Kagemand fra Jaruplund
10 års jubilæum ved DDÅ 2019 til Kibæk BB

DMI havde lovet dårligt vejr hele weekenden, så vi var – i det mindste bagefter – glade for, at det ‘nøjedes’ med at være køligt men tørt om lørdagen – til gengæld regnede det virkeligt i stænger søndag eftermiddag, så også regnjakkerne blev taget i brug. Faktisk regnede det så intenst, at man blev gennemblødt til skindet, også selvom man var iført regnjakke!! På grund af den heftige regn blev generalprøven søndag formiddag på Flensborghus for første gang nogensinde flyttet inden for i tørvejr!

Marchturen igennem Flensborg søndag eftermiddag og ligeledes den følte ekstra lange march fra Nørreport til Søndertorv søndag aften foregik i silende regn. På trods af regnen var der mødt forbavsende mange publikummer frem til Søndertorvkoncerten søndag aften.

Årsmøderne i 2019 havde et tema, der hed “Sydslesvig møder Norden”, og man havde bedt de forskellige orkestre om, hvor det var muligt, at finde musik som henviste til eller hidrørte fra de nordiske lande. Søndertorv-dirigenten, Kurt Uhre Knudsen fra Grindsted, havde fundet en hel del frem, som ikke kun blev spillet ved Søndertorvkoncerten men også spillet rundt omkring i Sydslesvig i løbet af weekenden.

Så selvom vejret drillede enormt fik vi en rigtig herlig tur – og vi er bare SÅ friske på at komme afsted igen.

Related Images:

Det Pårupske Legat 2019

4 sæt noder fra Salvation Army's nodearkiv

Fredag den 24. maj 2019 var en repræsentant fra vort orkester inviteret til en komsammen i forbindelse med uddelingen af Det Pårupske Legat i Kibæk, og vi var så heldige at komme i betragtning til at modtage et legat. De 5.000 kr., vi fik fra Det Pårupske Legat, var en dejlig stor hjælp til købet af de noder, som vi så gerne ville have. Af hjertet tak til bestyrelsen i Det Pårupske Legat 🙂

I efterhånden mange, mange år har vi ønsket os noder fra Frelsens Hær; men indtil for ganske få år siden var disse noder forbeholdt Frelsens Hær alene, heldigvis for os er noderne nu blevet frigivet, så også andre brass bands kan købe dem.

Med legatpengene fra Det Pårupske Legat i hånden gik vi sporenstregs hjem og bestilte noderne hjem fra England. 10 kg noder for at være helt nøjagtig!!! Salvation Army (Frelsens Hær) har flere forskellige nodesamlinger at vælge imellem, men vi besluttede os for ‘General Series’, ‘Favourite Series’, ‘Christmas Music’ og ‘Brass Band for Young Bands’. Dermed nåede vi op på næsten 250 noder i 5 til 25 stemmige arrangementer!

Nogle af melodierne kender vi selvfølgelig allerede; men der er nu også rigtigt meget nyt for os at gå i gang med – både marcher og salmer. Det bliver så spændende 🙂

Endnu engang en STOR tak til Det Pårupske Legat for det gavmilde tilskud til købet af noderne.

Related Images:

Forberedelser til Sydslesvig og friluftsgudstjenester

Friluftsgudstjeneste i Momhøje

Som alle de foregående år følges alle vore sædvanlige friluftsgudstjenester og Sydslesvigsturen hinanden som perler på en snor! Dette betyder, at vi her i foråret skal være meget omhyggelige med det, vi øver, så vi når at lære lige præcis det, der er behov for ved alle de forskellige arrangementer.

De Danske Årsmøder i Sydslesvig 2019

I weekenden den 25. og 26. maj tager vi igen på ‘firmaudflugt’ til Sydslesvig for at medvirke med ledsagemusik ved danske sange og salmer, med koncert-musik og march-musik. Der er ingen tvivl om, at vi nok skal blive testet i, hvor seje vi er; men vi er heller ikke i tvivl om, at vi nok skal klare den lige så fint, som vi plejer 🙂

For tilmelding til turen til Sydslesvig følg dette LINK til NemTilmeld.

For inspiration fra tidligere Sydslesvigstur følg også dette LINK.

Pinsegudstjeneste i Fjelstervang

Vi lægger ud med at spille ved gudstjenesten Pinsesøndag i Fjelstervang. Denne gudstjeneste holdes som en friluftsgudstjeneste, og præsten, Gert Nicolaisen, har med uovertruffen træfsikkerhed formået at skaffe tørvejr til alle disse friluftsgudstjenester i mere end 25 år!!

De år, hvor Pinsesøndag afholdes i Fjelstervang Sogn, plejer den at finde sted på det højeste punkt i sognet, nemlig i Momhøje Plantage; men i år vil man gerne prøve at mødes et andet sted, så vi er spændte på, hvilke GPS-koordinater vi skal køre efter 🙂 Tørvejr bliver det næsten HELT sikkert 🙂

Friluftsgudstjeneste i Kibæk

Og så glæder vi os selvfølgelig til at spille ved friluftsgudstjenesten derhjemme i Kibæk!! 🙂

Her plejer vi at spille præludium, postludium, et par salmer og en Café-koncert, medens sognerådet disker op med grillpølser og sodavand. Det plejer at være SÅ hyggeligt, så det ser vi virkeligt frem til.

Related Images:

Øvedag på Hardsyssel – 2019

Dirigent og orkester i koncert

Hvert år den sidste lørdag i januar

Lørdag den 26. januar 2019 afholdt Kibæk FDF Orkester igen Øvedag på Hardsyssel Efterskole ved Struer. Det var 8. gang, vi havde fornøjelsen at invitere vore brassband-kolleger i det midt- og vestjyske til at deltage i øvedagen sammen med os.

Gruppe 3

Steve Drury var ekstra fløjet ind fra England for at dirigere og dele ud af sine mange ‘guldkorn’ på gruppe 3. Denne gruppe er for den erfarne musiker, som har spillet i en del år, og som hører til ‘stammen’ i hjemmeorkesteret. Enkelte erfarne musikere, som ikke til dagligt nødvendigvis spiller i et orkester, kan selvfølgelig også deltage 🙂

Gruppe 2

Der var desværre ikke tilstrækkeligt med tilmeldte deltagere til gruppe 2, som ellers havde fået tildelt en superdygtig dirigent og instruktør, John B. Frederiksen – nogle fra gruppe 3 overvejede da også seriøst at gå på gruppe 2 bare for at få guldkornene med derfra!! Vi håber, at der næste år er flere deltagere til denne gruppe.

Gruppe 1

Gruppe 1 med Kirsten Lilleøre som dirigent og instruktør havde i år en højest usædvanlig sammensætning, idet der var tilmeldt 6 baritoner, 1 kornet og 1 trombone; desuden var to ældre ‘harer’ udpeget til at tage deres euphonium med, så de kunne supplere ved at spille bas-stemmen i gruppen. Der blev øvet flittigt på rytmenoder og sammenspil.

Det var smadderhyggeligt

I alt var vi 47 brassband-musikere samlet på dagen, og vi havde en rigtig dejlig dag en masse god musik og festligt sammenvær med dejlige kolleger. Vi glæder os allerede til næste år 🙂

Fotos

Se også fotos fra øvedagen i 2019 i ‘Galleri’ – eller følg dette LINK. Billederne er taget af Peter Grandjean, som vi skylder stor tak, fordi han brugte en hel dag på at tage fotos – helt uden blitz! 😀

Related Images:

Julearrangementerne 2018

FDF-musikere med nissehuer spiller julemusik

Juletid er hjertetid, og når vi er ude for at spille til forskellige julearrangementer, mærkes hjertevarmen og hyggen i rigelige mængder – også selvom det er koldt, regnfuldt og blæsende udenfor!

I år havde vi fornøjelsen først at spille til FDF Kibæks årlige julemarked i Møllen. Et hyggeligt sted med god akustik og dejlige småkager efter endt spilleri 🙂

Den første søndag i advent spiller vi vanen tro til juletræstændingen i Kibæk by. Det er så skjønt at stå dér og spille julemelodier, mens skumringen falder på, og SÅ bliver træet med alle dets lys tændt i mørket.

Og ja, det pynter og varmer nok også på os alle med halstørklæder og gode varme nissehuer 🙂

Related Images:

Vores udvekslingsstudent – Floris Draeck

Floris Draeck med Kibæk BBs maskot.
Floris Draeck har netop i afskedsgave modtaget vores lille maskot.

I et helt år – fra efteråret 2017 og til forsommeren 2018 – havde vi fornøjelsen af at have Floris Draeck i vort orkester 🙂

Floris var udvekslingsstudent fra Belgien. Hjemme i Belgien havde han spillet på flere forskellige instrumentet, herunder bl.a. slagtøj i et orkester, så han kunne allerede noder og styrkebetegnelser, hvilket gjorde det så meget nemmere at få ham ind i Kibæk BB 🙂 Men vi tænkte jo, at nu han alligevel var kommet så langt uden for sin komfortzone, så kunne vi lige så godt oplære ham i at spille messing også!! 🙂

Floris var vist lidt nervøs for det i første omgang, og det var da også noget af en omstilling for ham at skulle arbejde aktivt for at kunne holde en tone i hele dens længde (på slagtøj og tasteinstrumenter klinger de jo automatisk ud af sig selv); men efter en indlæringsperiode på ca. 3 måneder fik vi ham sluset ind i orkesteret, hvor han på fornem vis spillede en rigtig habil og flot baritone-stemme i resten af det år, han var udstationeret i Danmark 🙂

Vi var rigtigt kede af at skulle lade Floris rejse tilbage til Belgien; men vi er meget glade og taknemlige for, at vi fik lov til at lære ham at kende.

Ligeledes glædede det os at høre, at han havde planer om at skifte fra slagtøj til baritone i orkesteret derhjemme, for som han sagde: “Der er jo 8 slagstøjsfolk i orkesteret derhjemme, så jeg tror, jeg kan gøre mere nytte på en baritone dér.”

Vi ønsker Floris al mulig held og lykke på sin videre færd igennem livet. Og det ville glæde os meget, hvis han kunne finde på at besøge os en dag – eller hvis vi kunne besøge Floris i Belgien på fx. en ‘firma-udflugt’ 🙂

Related Images:

De Danske Årsmøder i Sydslesvig 2018

DDÅ i Sydslesvig 2018
Friluftsmøde i Jaruplund, lørdag den 02. juni 2018.

 

De Danske Årsmøder i Sydslesvig 2018, som i år fandt sted fra fredag den 1. juni til og med søndag den 3. juni, er en årligt tilbagevendende begivenhed, og igen havde vi fornøjelsen at være på denne årlige ‘firmaudflugt’ med orkesteret, hvor vi bidrager med ledsagemusik til sang, koncertmusik, ledsagemusik til salmer samt marchmusik.

Vejret var HELT fantastisk i år, så vi fik rigtigt luftet sandalerne; og nogle af os havde endda været så forudseende, at vi havde investeret i et par sorte short, så vi kunne få brune knæ – sådan som raske FDF’ere nu engang får det! Herudover var vi flittige brugere af solcreme, så bussen duftede fuldstændigt som et fly fuldt af charterferiegæster på vej hjem fra Mallorca 😀

Som altid startede vi turen til Sydslesvig med at mødes ved Elia ved Herning lørdag morgen. Bussen blev pakket med alt vort grej og afsted mod syd det gik. Lige før Vejle samlede vi 3 fra Hjallerup og 3 andre fra Horsens op – hvor er det fuldstændigt fantastisk at disse gæve musikere er villige til at stå ekstra tidligt op for at tage med os til Sydslesvig. Herefter tog vi ind på rastepladsen ved Skærup, hvor vi fik kaffe og rundstykker – vi er jo ikke et kaffe/kage-orkester for ingenting, vel?? 🙂

Ved middagstid gjorde vi holdt ved en grænsekiosk; men før vi fik lov til at gå ind og handle, skulle vi have spist den medbragte madpakke, det er hårde betingelser 🙂 

Med en bus, der var fyldt til bristepunktet af spændte FDF-musikere, instrumenter, soveudstyr – og slik – var der heldigvis ikke så langt om til Jaruplund Danske Skole, hvor vi skulle spille om eftermiddagen ved det danske årsmøde dér. Forinden var der dog lige en orkesterprøve, der skulle overståes.

I år blev vores aftensmad rykket lidt frem, idet vi om aftenen skulle ind på Flensborghus og spille en koncert på ca. 30 minutters varighed for de ankommende gæster, som skulle til et aftenmøde dér. Vi fik lov til at stå i skyggen inde i gården og spille, og med det fortsat pragtfulde vejr og godt hjulpet af de omkringliggende bygninger, som kastede lyden fint tilbage, blev det en kanongod oplevelse. Og så var det også en dejlig oplevelse at se, at de ankommende gæster ofte slog sig ned ude hos os i gården for at nyde musikken lidt længere 🙂

Tilbage på Jaruplund Skole, hvor vi skulle overnatte til dagen efter, blev der nu rigtigt hygget igennem, spillet mørke-rundbold, spist kage og og og …

Søndag morgen var der nogle meget morgenfriske (og nogle som ikke havde sovet helt så godt og derfor tænkte, at SÅ kunne de alligevel godt stå op!!), som stillede an til den fælles morgenmad. Så skulle alt vort habengut pakkes ned, der skulle ryddes op og fejes, så skolebørnene dagen efter kunne få en almindelig skoledag uden for mange forhindringer efter vort besøg.

Søndag formiddag deltog vi i gudstjenesten, som foregik i Jaruplund Kirke. Det er så heldigt, at denne kirke lige ligger ovre på den anden side af gårdspladsen, så det tog ikke mange minutter at komme derover. Her leverede vi præludium, ledsagemusikken til salmerne samt postludium – nåja, og 4 faner med tilhørende fanevagter, flot så det ud. Efter gudstjenesten hastede vi i bussen ind til Flensborghus, hvor der først skulle spilles en generalprøve på dels Søndertorv-koncerten, som skulle finde sted samme aften, og dels et par melodier, som vi skulle spille fælles med de andre orkestre om eftermiddagen inde på stadion. Og middagsmad blev der også lige tid til at spise.

Herefter deltog vi i det store optog igennem Flensborgs gader – med fuld musik forstår sig. På selve friluftsmødepladsen spillede vil også noget ledsagemusik og nåede lige at få en is og læse avisen, før vi skulle tilbage til havnen, hvor vi spiste aftensmad.

Og så havde vi efterhånden kun den sidste lange march på 1,5 km tilbage. Den gik ikke så meget opad, som eftermiddagens marchtur gjorde det, til gengæld gik den over toppede brosten! Denne marchtur endte på Søndertorv, hvor alle de orkestre, der deltog i Sydslesvig, havde sat hinanden stævne og sammen spillede en koncert for alle de, der var mødt frem. 

Vi takker alle som tog med på vores ‘firmaudflugt’. Tak for jeres gode humør – også når det blev lidt hårdt og lidt for varmt til, at det var behageligt 🙂 Håber, I vil være med til at bidrage til den gode stemning næste år også. Læs evt. mere om Sydslesvigsturene HER 🎶

 

 

Related Images:

Det Pårupske Legat – 2018

Det Pårupske Legat

Kræftens Bekæmpelse, Søndagsskolerne i Assing Sogn og andre kristlige foreninger nyder i høj grad godt af, at der i Kibæk/Assing Sogn findes Det Pårupske Legat.
Hvert år uddeler dette legat rundhåndet ud til de lokale foreninger, og også Kibæk FDF Orkester fik en gave fra Det Pårupske Legat.
Vi fik 7.000 kr., som vi påtænker at bruge på en gæstedirigent til at dygtiggøre orkesterets medlemmer og flere noder.
En stor tak til Det Pårupske Legat og dets bestyrelse.

Related Images: