Så har vi prøvet det med …!!! :-)

En del af vore orkestermedlemmer har trådt deres musikalske barnesko i bl.a. Bording FDF Tamburkorps, og herfra fik vi at vide, at tamburkorpset i november 2016 skulle være værter ved et tamburkorpsstævne, hvor det var blevet besluttet, at man ville have den bayerske oktoberfest som tema under gallamiddagen lørdag aften. Det var herefter meget naturligt at spørge ind i orkesteret, om der var nogle, som helt spontant ville være med til noget helt ’skævt’ i forhold til det, vi plejer at lave – og det var der heldigvis en flok, der ville 🙂

Dirigenten rekvirerede herefter i hast et tyroler-partitur i bedste “umba-umba”-stil direkte fra udlandet. At få dette stunt op at stå gik i det hele taget så hurtigt, at vi først så noderne, da vi troppede op på stævnestedet og fik anvist en pind at sidde på. Så har vi prøvet det med!!!!! :-DDDD

Men det var en skæg og meget fornøjelig lørdag aften – og stævnedeltagerne så virkeligt ud til at have en fest med alt, hvad den kunne trække af banko på tysk, ‘fortyskede’ danske reklamer, sketches i bedste FDF-stil, lederhosen-danse og hvad har vi.

Et godt grin går vi aldrig af vejen for 😉