Jul i Midtjylland – 2016

Jul, jul, jul, jul, jul, jul …. I skal også mærke, det’ er jul!

I 2016 havde vi et par ekstra julearrangementer at spille til. Det er altid spændende og dejligt at få lejlighed til at bruge julerepertoiret noget oftere – og så var det også dejligt at spille på steder, vi aldrig før har spillet 🙂

Således lagde vi ud med at spille til juletræstændingen på Rådhustorvet i Ikast fredag den 25.11.2016. Det blæste en halv pelikan den eftermiddag, så vi var lige ved at blæse væk, men vi var standhaftige og kæmpede det bedste, vi havde lært.

Om lørdagen, den 26.11.2016, spillede vi til julemarkedet i Sunds. Her fik vi lov til at spille indendørs, hvilket vi var meget glade for.

Om søndagen – første søndag i advent – spillede vil til juletræstændingen i Kibæk. Det startede med en flot klar dag, og vi fik æren af at spille, lige præcis medens mørket faldt på og stjernerne begyndte at titte frem.

Den efterfølgende lørdag spillede vi så til FDF Kibæks julemarked, og også her fik vi lov til at sidde indendørs og spille. Det er altid så hyggeligt at spille i Møllen blandt juletræer, vanillekranse, pebernødder, nisser, trolde og andre forventningsfulde skabninger 🙂