Om os

Velkommen til Kibæk FDF Orkesters hjemmeside!

Vi håber, vi med denne hjemmeside kan hjælpe dig med at finde nogle svar på spørgsmål, du måtte have til vort orkester – ellers er du selvfølgelig mere end velkommen til at kontakte os (se under “Kontakt”).

Hvornår startede det?

Kibæk FDF Orkester startede i ca. 1983 med 4 medlemmer, som ønskede at spille messinginstrumenter med ventiler. Af disse medlemmer er et medlem stadig aktiv i orkesteret 🙂

Hvor mange medlemmer har I?

I dag er vi ca. 35 medlemmer i alderen 9-78 år i Kibæk FDF Orkester. Vi er glade for og stolte af, vi også har elever i bandet.

Hvilke instrumenter spiller I på?

Orkesteret er opbygget som et britisk brass band med cornetter, flügelhorn, althorn, baritone, tromboner, euphonium, tuba og slagtøj.

Hvilke musikgenrer spiller i?

Vi spiller salmer, marcher, pop-musik – i det hele taget alt hvad er interessant og kan videreudvikle os.

Hvilke aktiviteter har I?

Ud over at spille til forskellige koncerter hvert år har vi også et par tilbagevendende projekter hvert år:

1. Den sidste lørdag i januar mødes vi med andre FDF brass bands fra det midt- og vestjyske til en “Store øvedag”. De fleste af disse bands har ikke helt tilstrækkeligt med medlemmer til at kunne spille større værker; men på denne dag samler vi et forholdsvist stort band (ca. 60 musikere), og så kan alt lade sig gøre :-). Læs mere om ‘Øvedag på Hardsyssel’ HER 🎶

2. De Danske Årsmøder i Sydslesvig – i løbet af denne weekend, som typisk finder sted ultimo maj/primo juni, deltager vi med musik. Om søndagen klarer vi sågar at mutere til et marcherende brass band!! Læse mere om Sydslesvigsturen HER 🎶

Findes der kurser for musikerne?

Vore medlemmer tilbydes deltagelse i et kursus i uge 42 (børnenes efterårsferie), dette musikkursus er arrangeret af FDF. Her spiller man sammen med musikere fra en masse andre FDF-brass bands og gardere. Der er p.t. 6 niveauer plus et såkaldt 40-år+-hold.

Hvem kan blive medlem?

Vi glæder os altid, når nye såvel som “gamle” folk møder op i vort øvelokale for at spille sammen med os. Nogle gange har vi endda haft fornøjelsen af at have udvekslings-studenter fra f.eks. Østrig, Belgien og Holland i bandet 🙂

Så hvis du spiller på et brass band-instrument, hvis du i lang tid ikke har spillet men ønsker at starte igen, eller hvis du altid har drømt om at spille med i et brass band, så er du hjertelig velkommen i Kibæk FDF Orkester.

Hvor og hvornår øver I?

Øveaftener finder sted:
Torsdage fra kl. 19.15 til kl. 21.15

Kibæk FDFs Kredshus
Landsbyparken 4
6933 Kibæk.

 

Related Images: