2017 øvedag - low brass-sektion

Øvedag på Hardsyssel

Hvert år på den sidste lørdag i januar

Hvert år på den sidste lørdag i januar inviterer Kibæk FDF Orkester til øvedag for brassband-musikere. Denne musik-workshop bliver afholdt på Hardsyssel Efterskole ved Struer. Desuden afholdes øvedagen sideløbende med, at FDF-lederne afholder deres forskellige workshops i forbindelse med Lederskolen for FDF’ere.

Øvedag for midt- og vestjyske brass bands

Vi har efterhånden haft fornøjelsen at kunne invitere vore midt- og vestjyske brassband-kolleger med til denne øvedag i nu snart 10 år. Heldigvis er vore venner også rigtigt søde til at bakke op om projektet. På øvedagen får vi lejlighed til at prøve kræfter med stykker, som vi ikke sådan lige ville få kastet i hovedet hjemme i orkestrene.

Undervisning på 3 niveauer

Vi tilbyder musik-undervisning på 3 niveauer:

Gruppe 1: Er for eleven eller den mindre øvede musiker.

Gruppe 2: Er for den mere øvede musiker, der kan spille med et par fortegn, og som selv kan passe sin stemme. Der arbejdes her i højere grad med intonation og klang.

Gruppe 3: Er for den erfarne musiker. Her arbejdes der med forskellige genrer og på et noget højere niveau end de to foregående grupper. Dirigenten på denne gruppe vil i 2019 være englænder, så her vil det også være et krav, at man forstår engelsk.

I det hele taget er det meget erfarne dirigenter, vi vælger til grupperne. Herudover skal de være behagelige at være sammen med, og de skal brænde for at give musikken videre til deltagerne.

Program og pris

Dagen starter med, at deltagerne møder ind og er spilleklar klokken 9.00. Der er frokostbuffet kl. 12.00 og eftermiddagskaffe (med frugt og/eller kage) kl. ca. 15.00. Lige før aftensmaden afholder vi en koncert for alle lederskoledeltagerne, så de kan høre, hvad vi har arbejdet med i løbet af dagen. Dagen sluttes af med aftensmad. 

Deltagerprisen er 155 kr per person. Udover fuld forplejning er der i prisen også inkluderet noder og undervisning af de meget erfarne dirigenter, som nogle gange hentes hjem fra udlandet til lejligheden.

Formålet er dygtiggørelse af musikerne og styrkelse af kammeratskabet

Kibæk FDF Orkester kunne måske nok have valgt at hyre gæstedirigenter for dygtiggørelsen udelukkende af vore egne orkesterfolk; men vi har besluttet, at vi gerne vil foretage denne investering i at få endnu bedre musikere i hele regionen. Og så mener vi også, at det styrker kammeratskabet blandt musikerne på tværs af orkestrene at spille sammen en hel dag. Specielt de unge musikere får meget ud af dagen og det gode kammeratskab; men også de ældre hygger sig gevaldigt 🙂