Almindelig øveaften – Egon

Kibæk FDF Orkester afholder almindelig øveaften for det store orkester.

Elever har andre mødetider, som er aftalt med instruktøren.

Related Images:

Almindelig øveaften – Gustav

Kibæk FDF Orkester afholder almindelig øveaften i kredshuset.

Elever møder til øveaften jf. aftale med egen instruktør.

Related Images:

De Danske Årsmøder i Sydslesvig 2018

DDÅ i Sydslesvig 2018
Friluftsmøde i Jaruplund, lørdag den 02. juni 2018.

 

De Danske Årsmøder i Sydslesvig 2018, som i år fandt sted fra fredag den 1. juni til og med søndag den 3. juni, er en årligt tilbagevendende begivenhed, og igen havde vi fornøjelsen at være på denne årlige ‘firmaudflugt’ med orkesteret, hvor vi bidrager med ledsagemusik til sang, koncertmusik, ledsagemusik til salmer samt marchmusik.

Vejret var HELT fantastisk i år, så vi fik rigtigt luftet sandalerne; og nogle af os havde endda været så forudseende, at vi havde investeret i et par sorte short, så vi kunne få brune knæ – sådan som raske FDF’ere nu engang får det! Herudover var vi flittige brugere af solcreme, så bussen duftede fuldstændigt som et fly fuldt af charterferiegæster på vej hjem fra Mallorca 😀

Som altid startede vi turen til Sydslesvig med at mødes ved Elia ved Herning lørdag morgen. Bussen blev pakket med alt vort grej og afsted mod syd det gik. Lige før Vejle samlede vi 3 fra Hjallerup og 3 andre fra Horsens op – hvor er det fuldstændigt fantastisk at disse gæve musikere er villige til at stå ekstra tidligt op for at tage med os til Sydslesvig. Herefter tog vi ind på rastepladsen ved Skærup, hvor vi fik kaffe og rundstykker – vi er jo ikke et kaffe/kage-orkester for ingenting, vel?? 🙂

Ved middagstid gjorde vi holdt ved en grænsekiosk; men før vi fik lov til at gå ind og handle, skulle vi have spist den medbragte madpakke, det er hårde betingelser 🙂 

Med en bus, der var fyldt til bristepunktet af spændte FDF-musikere, instrumenter, soveudstyr – og slik – var der heldigvis ikke så langt om til Jaruplund Danske Skole, hvor vi skulle spille om eftermiddagen ved det danske årsmøde dér. Forinden var der dog lige en orkesterprøve, der skulle overståes.

I år blev vores aftensmad rykket lidt frem, idet vi om aftenen skulle ind på Flensborghus og spille en koncert på ca. 30 minutters varighed for de ankommende gæster, som skulle til et aftenmøde dér. Vi fik lov til at stå i skyggen inde i gården og spille, og med det fortsat pragtfulde vejr og godt hjulpet af de omkringliggende bygninger, som kastede lyden fint tilbage, blev det en kanongod oplevelse. Og så var det også en dejlig oplevelse at se, at de ankommende gæster ofte slog sig ned ude hos os i gården for at nyde musikken lidt længere 🙂

Tilbage på Jaruplund Skole, hvor vi skulle overnatte til dagen efter, blev der nu rigtigt hygget igennem, spillet mørke-rundbold, spist kage og og og …

Søndag morgen var der nogle meget morgenfriske (og nogle som ikke havde sovet helt så godt og derfor tænkte, at SÅ kunne de alligevel godt stå op!!), som stillede an til den fælles morgenmad. Så skulle alt vort habengut pakkes ned, der skulle ryddes op og fejes, så skolebørnene dagen efter kunne få en almindelig skoledag uden for mange forhindringer efter vort besøg.

Søndag formiddag deltog vi i gudstjenesten, som foregik i Jaruplund Kirke. Det er så heldigt, at denne kirke lige ligger ovre på den anden side af gårdspladsen, så det tog ikke mange minutter at komme derover. Her leverede vi præludium, ledsagemusikken til salmerne samt postludium – nåja, og 4 faner med tilhørende fanevagter, flot så det ud. Efter gudstjenesten hastede vi i bussen ind til Flensborghus, hvor der først skulle spilles en generalprøve på dels Søndertorv-koncerten, som skulle finde sted samme aften, og dels et par melodier, som vi skulle spille fælles med de andre orkestre om eftermiddagen inde på stadion. Og middagsmad blev der også lige tid til at spise.

Herefter deltog vi i det store optog igennem Flensborgs gader – med fuld musik forstår sig. På selve friluftsmødepladsen spillede vil også noget ledsagemusik og nåede lige at få en is og læse avisen, før vi skulle tilbage til havnen, hvor vi spiste aftensmad.

Og så havde vi efterhånden kun den sidste lange march på 1,5 km tilbage. Den gik ikke så meget opad, som eftermiddagens marchtur gjorde det, til gengæld gik den over toppede brosten! Denne marchtur endte på Søndertorv, hvor alle de orkestre, der deltog i Sydslesvig, havde sat hinanden stævne og sammen spillede en koncert for alle de, der var mødt frem. 

Vi takker alle som tog med på vores ‘firmaudflugt’. Tak for jeres gode humør – også når det blev lidt hårdt og lidt for varmt til, at det var behageligt 🙂 Håber, I vil være med til at bidrage til den gode stemning næste år også. Læs evt. mere om Sydslesvigsturene HER 🎶

 

 

Related Images:

Friluftsgudstjeneste i Kibæk – 2017

Assing Sogn holdt igen i år friluftsgudstjeneste den anden torsdag i juni – i år blev det så den 8. juni.

Her var vi ikke så heldige med vejret som ved Momhøje, og den nye præst i Assing valgte ikke at tage nogle risici, så gudstjenesten blev rykket indenfor i Sognehuset. Det viste sig også at være en ganske klog disponering, idet det stod ned i stænger lige på det tidspunkt, hvor gudstjenesten skulle starte!!

Tamburkorpset,  som plejer at spille gennem byens gader som optakt til gudstjenesten, var således de eneste, der nåede at blive rigtigt våde. Heldigvis er der jo bare tale om vand, så det tørrer alt sammen igen bagefter.

Related Images:

Musik, fællesskab og varme hveder

Kredshusets sal og kaffebordet var fyldt til bristepunktet, da Kibæk FDF Orkester øvede torsdag den 21. april 2016. Det er en tradition, at der serveres varme hveder i kaffepausen aftenen før Store Bededag, og der er ofte fyldt godt op på stolene denne aften. Om det er de varme hveder eller udsigten til at sove længe fredag morgen, der lokker folk ud af hullerne, det vides ikke – men faktum er, at ekstra mange orkestervenner møder op i Kibæk denne aften for at dele fællesskabet, musikken og hvederne med hinanden. Det er således også gået hen og blevet en af de mange “mærkedage” i orkesteråret, som vi ser ekstra meget frem til.

I år var ingen undtagelse. De tre medlemmer, der i år er på efterskole, kiggede ind og gav en forsmag på, hvad vi kan se frem til at “få tilbage”, når de næste skoleår vender hjem til os igen. Det glæder vi os MEGET til. Fra Hjallerup FDF Orkester kom to af vore “eksil-medlemmer” for at spille med, spise hveder og låne noder til den kommende pinsekoncert. Vi er glade for, at vi fortsat kan holde tæt kontakt med de medlemmer, der af uddannelsesmæssige årsager må rejse ud i den store verden – og dejligt er det at se, at de tager musikken, viljen til fællesskab og det frivillige initiativ med sig – og lystigt deler ud af dette i FDF orkestre, hvor de kommer frem.

Fra Harboøre FDF Orkester var der også besøg denne aften. I mere end 25 år har Kibæk og Harboøre FDF Orkestre samarbejdet om bl.a. øvedage, koncerter og Slesvigsture, delt medlemmer og i det hele taget stået hinanden bi, når der var brug for en håndsrækning i stort og småt. Vi sætter stor pris på at kunne hjælpe hinanden og ser frem til en travl forårssæson, hvor vi bl.a. skal hjælpe Harboøre med Cykel Rally-koncert, og dele bus og orkesterhistorier, når vi om kort tid drager til Sydslesvig for at spille i bl.a. Jaruplund (Kibæk) og Lyksborg (Harboøre).

Et par “orkester-supportere” havde også fundet vej til Kredshuset i Kibæk torsdag d. 21. april 2016 – de sørgede for at varme hveder, lave kaffe, arrangere pålæg og dække bord, mens orkesteret øvede på repertoiret til de kommende friluftsgudstjenester og forårsarrangementer. Orkesteret kvitterede med en privat koncert for de to hårdtarbejdende køkkenfolk. Det betyder meget for os at vedligeholde kontakten til folk, som bakker os op, når der er brug for en hjælpende hånd til praktiske opgaver .

Stor var glæden og overraskelsen, da et tidligere Kibæk-medlem, som har haft lagt instrumentet på hylden i de seneste 5-8 år, pludselig stak sit smilende ansigt frem i døren et kvarter efter orkesterprøvens begyndelse. Og glæden blev ikke mindre, da det viste sig, at han havde medbragt sit instrument – og stadig formåede at spille silkeblødt på det! Mon det var hvederne, der havde lokket ham af huse?

Vi sidder tæt og alligevel må 5 sidde andetsteds!!

De faste Kibæk-medlemmer udgjorde dog langt hovedparten af de fremmødte denne aften, og de skal ikke glemmes! De er hovedingrediensen i det musikalske fællesskab, som (sammen med hvederne) lokker venner, eksilmedlemmer, supportere, efterskoleelever og tidligere medlemmer “hjem” til Kredshuset sådan en aften. De er med til at gøre enhver øveaften til en ugentlig festdag – og giver andre lyst til at køre langt for at være med. Vi var 29 denne aften og manglede faktisk hele 9 faste medlemmer, som pga. lejrskole, ferie, konfirmationer og deslige måtte undvære hvederne!

Husarkitekt Kirsten og kredsentreprenør Søren er allerede gået i gang med at udtænke planer for at udvide Kredshuset, så der er plads til både orkester og det store kaffebord i fremtiden.

Related Images: