Y’s Men’s Club Aaskov gave – 2016

Når man – som det er tilfældet i vort orkester – ikke kræver, at de enkelte orkestermedlemmer formår selv at være i besiddelse af et messinginstrument for at måtte spille hos os, så skal der immervæk nogle finanser til for at være i stand til at købe de instrumenter, der er behov for. Heldigvis er vi i den situation, at fonde og foreninger nogle gange er så gavmilde at de spæder til for at få “enderne” til at mødes ved investeringer i messing-instrumenter.

I år er vi af Y’s Men’s Club i Aaskov blevet tilkendt hele 10.000 kr., som vi er meget taknemlige over at modtage. Vi står nemlig for at skulle have udskiftet et instrument, som fra ny koster mellem 33 og 38.000 kr; men nu er vi jo jyder, så vi håber at kunne finde en lettere brugt udgave til lidt færre penge :o) Med det generøse tilskud fra Y’s Men’s kommer vi dette mål meget nærmere. STOR tak til Y’s Men’s Club Aaskov.

Y’s Men’s Club Aaskov indtjener i øvrigt penge ved en gang om måneden at afholde loppemarked i Kibæk. Så hvis du har brug for en ny vase, datter eller sønnike er lige flyttet hjemmefra og har brug for tallerkner, bestik eller en ny stol eller noget helt tredje, så kunne det helt sikkert være en god idé lige at slå vejen forbi Y’s Men’s loppemarked. Du kan gøre en god handel, og Y’s Men’s kan generere et større overskud, som igen bevirker, at de næste år kan hjælpe endnu flere klubber og foreninger.

Related Images: