Tour de Konfirmation – Store Bededag – 2016

Store Bededag – den 22. april 2016 – blev to af orkesterets lidt yngre medlemmer konfirmeret. Det har i mange år været en tradition i Kibæk FDF Orkester, at vi gæster medlemmernes jubilæer, runde fødselsdage, sølv-/guldbryllup og lignende festlige anledninger og giver et nummer – forudsat selvfølgelig, at man ikke holder dette hemmeligt, for i så fald kan man risikere et privat “Efter-party”, som P.O. blev udsat for i anledningen af guldbrylluppet (læs mere om denne begivenhed i nyhedsarkivet).Det er således også blevet en tradition, at Kibæk FDF Orkester forsøger at stille et “lille” hold til konfirmationer – og et lille hold var i år 18 medlemmer. Andreas og Esben var dagens midtpunkter, og dirigenten havde forinden adviseret forældrene om den forestående happening. Konfirmanderne vidste dog intet.

Første offer for dette event var Esben. Det lykkedes orkesteret at liste sig helt ind på knægten, inden han opdagede miseren og således måtte finde sig i, at stuen blev invaderet af orkestervenner i blå uniform med musikinstrumenterne under armen. Efter den obligatoriske “Congratulation” blev både Esben og lillesøster Kerstin beordret til at finde instrument, noder og stativ frem og deltage i løjerne. Esben fik anledning til at lufte sin konfirmationsgave – en funklende ny cornet! Som midtpunkt fik konfirmanden lov til at vælge en del af musikken – og valgte blandt andet, at orkesteret skulle spille “Himmelbuens Herre”, som også var trykt på sangarket til festen. Musikken blev derfor ledsaget af gæsternes dejlige sang.

Efter en forfriskende kold sodavand og lækker kransekage (og for et par stykkers vedkommende også en velvoksen smagsprøve på stegen) gik turen videre til Andreas. Her lykkedes bagholdsangrebet også, skønt det var nødvendigt at give yngste søster Dicte mundkurv på for at undgå at blive afsløret. Hos Andreas blev orkesterets tubagruppe fuldtallig, og det skortede således ikke på fylde og tuba-vellyd, da Andreas fandt instrumentet frem og spillede med. Også Andreas’ yngre søstre Anne og Dicte spillede med på deres cornetter. Dicte har spillet mindre end et år, men hun spillede “Himmelbuens Herre” med største sikkerhed og stor koncentration.

Andreas fik udleveret en marchsele til tubaen, med besked om at gå i intensiv træning frem mod Slesvigturen om godt en måned. Når man træder ind i de voksnes rækker, må man mande sig op og slæbe det åg, livet byder – og det inkluderer også Bb-tubaen på den lange marchtur op ad den stejle bakke i Flensborg.

Det blev også til en udgave af “Joshua fit the Battle of Jericho” med tubasolo-intro af konfirmanden selv. Efter koncerten blev orkesteret inviteret på forfriskninger bestående af et overdådigt dessertbord . Andreas selv skar for af den kæmpemæssige lagkage udformet som en grøn John Deere-traktor. Han kender orkestermedlemmernes forkærlighed for god kage og trakterede alle med nogle enorme stykker. Efter en rum tid ved det flotte dessertbord, trillede orkestermedlemmerne hjem efter en festlig dag, og konfirmationsfesten kunne forsætte i god ro og orden.

Endnu en gang tillykke med konfirmationen til både Esben og Andreas – og tak fordi vi måtte forstyrre jeres fest. Vi håber, at vi må beholde jer i orkesteret i rigtig, rigtig mange år.

Related Images: