De Danske Årsmøder i Sydslesvig – 2016

Så har vi igen haft en dejlig og oplevelsesrig tur til De Danske Årsmøder i Sydslesvig :o)
Sydslesvigsturene er nærmest bygget op af traditioner og vaner, så der er sjældent noget, der kommer som en overraskelse; men i år var der nu alligevel et par små ændringer og et par overraskelser!

Lørdag den 11.06. kl. 9:00 kørte vi i bus fra Elia i Birk ved Herning mod grænsen. Harboøre-folket, som skulle tilbringe lørdag eftermiddag og aften i Lyksborg, steg også på bussen her. Efter at have betragtet buschaufførens ihærdige kamp for at få plads til både hovedbagagen og instrument-bagagen fra samtlige 44 deltagere i bussens pakrum var der et vittigt hoved, der bemærkede, at det var godt, vi ikke også selv skulle lave mad i Sydslesvig, for vi ville da aldrig nogensinde have plads til den der omvendte grill også (= Elia)!!
Lige lidt nord for Vejle havde vi aftalt et opsamlingssted med to musikere fra Hjallerup, som også skulle med os til Jaruplund, og deres bagage fandt vi såmænd også plads til.
Og så fortsatte turen ellers sydpå til Skærup rasteplads, hvor vi gjorde holdt for at fortære de 65 medbragte rundstykker med diverse pålæg, marmelade, kaffe, the, juice osv. Bjarne, den ene af vore fanebærere, var så ivrig efter at få skåret de friske rundstykker over i en fart, at han kom til at skære sig i hånden. Heldigvis var det ikke så slemt, at han mistede hverken finger eller led noget nævneværdigt blodtab; men lidt drabeligt så det da ud. Bjarne mente, at det også bare var fordi rastepladsen hed SKÆRup, at det skete!! Vi vil til næste år overveje enten at finde en anden rasteplads – eller at fratage Bjarne enhver ret til at føre kniv på Skærup-rastepladsen :oD

Ved middagstid gjorde vi igen holdt. Denne gang for at spise de medbragte madpakker og foretage lidt grænsehandel. Da bussens pakrum jo fra morgenstunden til mindste kubik-milimeter var komplet pakket til med bagage, var der ikke også plads til vore indkøb dér, så man måtte lige se, hvad der kunne være under sæder, i hattehylder, og hvad man ellers kunne stable oven på naboen!

Først på eftermiddagen ankom vi til Jaruplund. Og nu løb vi så i den første ændring: Sædvanligvis prøver vi ved ankomsten eftermiddagens program igennem inden selve årsmøde-koncerten i Jaruplund; men i år var anderledes, idet vi lørdag aften også skulle spille til fællessange ved Jaruplund Skoles 90 års jubilæum, og dette repertoire var os ukendt indtil 4 dage før selve arrangementet. Det var således første gang, vi fik udleveret noderne og hurtigst muligt skulle finde os tilrette med dem. Eftermiddagens repertoire var der ikke rigtigt tid til at kigge på; men det gik nu ganske hæderligt alligevel.
Efter mødet i Jaruplund hastede vi videre til aftensmaden på Jaruplund Højskole, hvor vi skulle spille lidt koncert-muzak-noget, medens jubilæumsgæsterne spiste middag, og der var jo så også de fællessange, som vi havde kigget på om eftermiddagen. Henning, som i år også havde valgt at tage med os til Sydslesvig, kan udover at spille en dejlig cornet også trylle, og til skole-jubilæet viste han nogle af sine kunster. Hvordan han gør, er der ingen af os, der har regnet ud endnu – det er simpelthen for forbløffende!!
Da vi kl. 22:30 landede tilbage på skolen var vi ganske brugte, og de mindste af børnene fik efter et par omgang med rundbold nede på skolens boldbane besked på, at de skulle gøre klar til at komme i seng. For de lidt større “børn” var der friskbagte vafler og almindelig hygge. Man forventes her at være så stor, at man selv kan ud af at finde til køjs i forsvarlig tid til at være frisk til søndagens strabadser.

Søndag morgen var der et par morgenfriske, der stod op ved 6:30-tiden for at gøre klar til morgenmaden. Det viste sig nu, at man sagtens kunne have sovet 1 time længere, for de bemeldte rundstykker kom først næsten halvanden time senere, end de plejer (endnu en ændring). Efter morgenmaden blev bagagen pakket sammen, der blev ryddet op og fejet på skolen, og vore pakkenelliker bliv nok engang stuvet ind i bussens pakrum. Og så kl. 10:00 var der gudstjeneste i Den Danske Kirke i Jaruplund.
Efter gudstjenesten hastede vi videre til Flensborghus, hvor vi nåede at være med til det meste af orkesterprøven dér, så fulgte frokosten, og den berygtede tur gennem Flensborg by – specielt Toosbüystraße, der er så stejl og lang, at det føles, som om den ingen ende har!! Oppe på årsmødepladsen samledes de forskellige FDF-orkestre sig til et stort band og spiller til et par af fællessangene. Mellem sangene er der i princippet “fri leg”, hvilket nogle af vore unge mennesker benyttede sig af :o) Det er i grunden utroligt hvor mange herlige grin og morskab, der kan lokkes ud af folk, når de bare får et stykke tov at lege med :oD

Efter eftermiddagens friluftsårsmøde gik vi tilbage til bussen, hentede madpakkerne og satte os på havnen, hvor aftensmaden blev spist. Kl. 17:30 skulle vi nemlig nok engang mødes med de andre FDF-orkestre til en sidste tur igennem Flensborg by. Denne gang gik turen fra Nørreport til Søndertorv. På Søndertorv bliver den årlige “Søndertorv-koncert” afholdt af alle de samlede FDF-orkestre. I år var vi 241 musikere i orkesteret – det var ca. 20 flere deltagere end sidste år. Selv om alle på dette tidspunkt er meget trætte efter to lange dage med mange strabadser, skal der lige gives en ekstra skalle, så det fremmødte publikum forhåbentligt også får en god oplevelse ud af det. Jeg tror nu, at det hele lykkedes meget godt ;o)

Related Images:

Tour de Konfirmation – Store Bededag – 2016

Store Bededag – den 22. april 2016 – blev to af orkesterets lidt yngre medlemmer konfirmeret. Det har i mange år været en tradition i Kibæk FDF Orkester, at vi gæster medlemmernes jubilæer, runde fødselsdage, sølv-/guldbryllup og lignende festlige anledninger og giver et nummer – forudsat selvfølgelig, at man ikke holder dette hemmeligt, for i så fald kan man risikere et privat “Efter-party”, som P.O. blev udsat for i anledningen af guldbrylluppet (læs mere om denne begivenhed i nyhedsarkivet).Det er således også blevet en tradition, at Kibæk FDF Orkester forsøger at stille et “lille” hold til konfirmationer – og et lille hold var i år 18 medlemmer. Andreas og Esben var dagens midtpunkter, og dirigenten havde forinden adviseret forældrene om den forestående happening. Konfirmanderne vidste dog intet.

Første offer for dette event var Esben. Det lykkedes orkesteret at liste sig helt ind på knægten, inden han opdagede miseren og således måtte finde sig i, at stuen blev invaderet af orkestervenner i blå uniform med musikinstrumenterne under armen. Efter den obligatoriske “Congratulation” blev både Esben og lillesøster Kerstin beordret til at finde instrument, noder og stativ frem og deltage i løjerne. Esben fik anledning til at lufte sin konfirmationsgave – en funklende ny cornet! Som midtpunkt fik konfirmanden lov til at vælge en del af musikken – og valgte blandt andet, at orkesteret skulle spille “Himmelbuens Herre”, som også var trykt på sangarket til festen. Musikken blev derfor ledsaget af gæsternes dejlige sang.

Efter en forfriskende kold sodavand og lækker kransekage (og for et par stykkers vedkommende også en velvoksen smagsprøve på stegen) gik turen videre til Andreas. Her lykkedes bagholdsangrebet også, skønt det var nødvendigt at give yngste søster Dicte mundkurv på for at undgå at blive afsløret. Hos Andreas blev orkesterets tubagruppe fuldtallig, og det skortede således ikke på fylde og tuba-vellyd, da Andreas fandt instrumentet frem og spillede med. Også Andreas’ yngre søstre Anne og Dicte spillede med på deres cornetter. Dicte har spillet mindre end et år, men hun spillede “Himmelbuens Herre” med største sikkerhed og stor koncentration.

Andreas fik udleveret en marchsele til tubaen, med besked om at gå i intensiv træning frem mod Slesvigturen om godt en måned. Når man træder ind i de voksnes rækker, må man mande sig op og slæbe det åg, livet byder – og det inkluderer også Bb-tubaen på den lange marchtur op ad den stejle bakke i Flensborg.

Det blev også til en udgave af “Joshua fit the Battle of Jericho” med tubasolo-intro af konfirmanden selv. Efter koncerten blev orkesteret inviteret på forfriskninger bestående af et overdådigt dessertbord . Andreas selv skar for af den kæmpemæssige lagkage udformet som en grøn John Deere-traktor. Han kender orkestermedlemmernes forkærlighed for god kage og trakterede alle med nogle enorme stykker. Efter en rum tid ved det flotte dessertbord, trillede orkestermedlemmerne hjem efter en festlig dag, og konfirmationsfesten kunne forsætte i god ro og orden.

Endnu en gang tillykke med konfirmationen til både Esben og Andreas – og tak fordi vi måtte forstyrre jeres fest. Vi håber, at vi må beholde jer i orkesteret i rigtig, rigtig mange år.

Related Images:

Musik, fællesskab og varme hveder

Kredshusets sal og kaffebordet var fyldt til bristepunktet, da Kibæk FDF Orkester øvede torsdag den 21. april 2016. Det er en tradition, at der serveres varme hveder i kaffepausen aftenen før Store Bededag, og der er ofte fyldt godt op på stolene denne aften. Om det er de varme hveder eller udsigten til at sove længe fredag morgen, der lokker folk ud af hullerne, det vides ikke – men faktum er, at ekstra mange orkestervenner møder op i Kibæk denne aften for at dele fællesskabet, musikken og hvederne med hinanden. Det er således også gået hen og blevet en af de mange “mærkedage” i orkesteråret, som vi ser ekstra meget frem til.

I år var ingen undtagelse. De tre medlemmer, der i år er på efterskole, kiggede ind og gav en forsmag på, hvad vi kan se frem til at “få tilbage”, når de næste skoleår vender hjem til os igen. Det glæder vi os MEGET til. Fra Hjallerup FDF Orkester kom to af vore “eksil-medlemmer” for at spille med, spise hveder og låne noder til den kommende pinsekoncert. Vi er glade for, at vi fortsat kan holde tæt kontakt med de medlemmer, der af uddannelsesmæssige årsager må rejse ud i den store verden – og dejligt er det at se, at de tager musikken, viljen til fællesskab og det frivillige initiativ med sig – og lystigt deler ud af dette i FDF orkestre, hvor de kommer frem.

Fra Harboøre FDF Orkester var der også besøg denne aften. I mere end 25 år har Kibæk og Harboøre FDF Orkestre samarbejdet om bl.a. øvedage, koncerter og Slesvigsture, delt medlemmer og i det hele taget stået hinanden bi, når der var brug for en håndsrækning i stort og småt. Vi sætter stor pris på at kunne hjælpe hinanden og ser frem til en travl forårssæson, hvor vi bl.a. skal hjælpe Harboøre med Cykel Rally-koncert, og dele bus og orkesterhistorier, når vi om kort tid drager til Sydslesvig for at spille i bl.a. Jaruplund (Kibæk) og Lyksborg (Harboøre).

Et par “orkester-supportere” havde også fundet vej til Kredshuset i Kibæk torsdag d. 21. april 2016 – de sørgede for at varme hveder, lave kaffe, arrangere pålæg og dække bord, mens orkesteret øvede på repertoiret til de kommende friluftsgudstjenester og forårsarrangementer. Orkesteret kvitterede med en privat koncert for de to hårdtarbejdende køkkenfolk. Det betyder meget for os at vedligeholde kontakten til folk, som bakker os op, når der er brug for en hjælpende hånd til praktiske opgaver .

Stor var glæden og overraskelsen, da et tidligere Kibæk-medlem, som har haft lagt instrumentet på hylden i de seneste 5-8 år, pludselig stak sit smilende ansigt frem i døren et kvarter efter orkesterprøvens begyndelse. Og glæden blev ikke mindre, da det viste sig, at han havde medbragt sit instrument – og stadig formåede at spille silkeblødt på det! Mon det var hvederne, der havde lokket ham af huse?

Vi sidder tæt og alligevel må 5 sidde andetsteds!!

De faste Kibæk-medlemmer udgjorde dog langt hovedparten af de fremmødte denne aften, og de skal ikke glemmes! De er hovedingrediensen i det musikalske fællesskab, som (sammen med hvederne) lokker venner, eksilmedlemmer, supportere, efterskoleelever og tidligere medlemmer “hjem” til Kredshuset sådan en aften. De er med til at gøre enhver øveaften til en ugentlig festdag – og giver andre lyst til at køre langt for at være med. Vi var 29 denne aften og manglede faktisk hele 9 faste medlemmer, som pga. lejrskole, ferie, konfirmationer og deslige måtte undvære hvederne!

Husarkitekt Kirsten og kredsentreprenør Søren er allerede gået i gang med at udtænke planer for at udvide Kredshuset, så der er plads til både orkester og det store kaffebord i fremtiden.

Related Images:

Orkesterkursus i Vejle – 2015

Også i år havde vi medlemmer med på det årlige Orkesterkursus i Vejle. Bortset fra at det nu hedder Efterårskursus, hvilket til dels skyldes, at også tamburkorpsmusikken mødes til kursus dér, og dels skyldes det faktum, at kurset afholdes i efterårsferien: nemlig i uge 42.

I år var der 16 med fra Kibæk – nåja, de tre af disse talte officielt ikke med til vores kreds, fordi de er betalende medlemmer i andre kredse; men lige så snart de kan komme af sted med det, tilbringer de tiden sammen med os og spiller sammen med os, så i vore hjerter hører de så absolut til i vores enhed :o)

Kibæk havde forøvrigt deltagere med i alle sektioner på kurset, lige fra tamburkorps over Presto (1), Allegro (2), Andantina (ny 3’er), Comodo (ny 4’er), Adagio (ny 5’er), Largo (ny 6’er), Morendo (40+-årige deltagere!) og hjælpersektionen.

Efterårskurset er fuldt af traditioner: Således er det et fast punkt på dagsordenen, at alle deltagere tirsdag eftermiddag har fri til at gøre, hvad de vil. Der er selvfølgelig tilbud på ting, man kan gøre, såsom at sove, se film, tage en tur i svømmehallen, gå en tur i byen (med en voksen) osv. De yngste af vore deltagere mente åbenbart, at den regn, der styrtede ned om eftermiddagen, ikke gjorde dem våde nok, så de var en tur i svømmehallen :o)

De unge mennesker valgte dog at efterkomme en Kibæk BB-tradition, som går ud på, at hele banden går ned til Frellsen-butikken, som befinder sig på gågaden, og får en is – på dirigentens/orkesterets regning :oD De bedste ting er selvfølgelig de gratis ting :oD :oD

Vi siger tak til alle vore folk, som var med. Og også en stor tak for jeres måde at håndtere de udfordringer, I blev stillet over for.

Related Images:

Afskedsaften med Stefan Tschögl

Hvor er det dejligt, at de i Østrig uddanner så mange unge messingblæsere; og hvor er det dejligt, at disse blæsere heller ikke er bange for at gribe til instrument i den tid, de tilbringer som udvekslingsstudenter i Danmark :o)

Det er nu anden gang, at vi har fået den udsøgte fornøjelse at spille sammen med en østriger! Sidste efterår havde vi besøg af David på tuba. Og i år var det Stefan på flügelhorn. Utroligt behagelige gutter begge to. Vi håber meget, at de, når/hvis de kommer til Danmark igen, slår et slag ind forbi øvelokalet, så vi lige kan få tjekket op på verdenssituationen med dem – og få skålet i kaffe og kage ;o)

Da udvekslingsstudenterne ikke rigtigt når at spille med til en koncert sammen med os, ved de aldrig, hvordan vi ser ud, når vi har trukket i “unifinform”, så derfor består en del af afskeds-aftenen i, at alle fremmødte medlemmer stiller i det fineste puds. Og derved giver det også mere mening med den lille FDF-maskot som afskedsgave.

Orkesterets medlemmer har i den grad tabt deres hjerte til den lille maskot, at der er indløbet forespørgsler på, hvad der skal til, for at DE også kan få én!!!!

“Lieber Stefan,
schön, dass Du da warst.
Es hat uns SEHR gefreut, Dich in unserem Kreise aufnehmen zu dürfen.
Wir wünschen Dir alles, alles Gute und hoffen, dass wir Dich bald wieder sehen :o)

Viele liebe Grüße

Keld, Palle, Knud, Jens, Søren, John, Kirsten, Laila, Jesper, Emil, Marianne, Karsten, Jens Marius, Henrik, Nikolai, Jørn, Andreas, Esben, Anne, Signe, Kerstin, Dicte und Marius.”

Related Images:

Storvask af messinginstrumenter

For at sikre, at de “fremmede” instruktører på dette års Orkesterkursus ikke skulle falde i svime over eventuelle beskidte instrumenter fra Kibæk, blev der foranstaltet storvask af samtlige elevinstrumenter.

Og for at eleverne også selv skulle få en slags forståelse for indmaden af f.eks. en kornet, fik de skam lov til SELV at gøre deres egne instrumenter rene – under behørig overvågning af dirigenten.

Hvad dirigenten ikke havde forudset var, at elevernes nysgerrighed bl.a. også udartede sig i at teste, hvor meget vand der kunne være i en Bb-tuba!!! RIGTIGT meget vand, skulle vi hilse og sige, for på et tidspunkt mistede eleverne grebet om det fyldte instrument, så vandet skvulpede over! Så ud over at vi fik rene elev-instrumenter, så var det også ganske rene elever, der blev sendt hjem, OG toiletterne fik en hovedrengøring med alt det tuba-vand :o)

Related Images:

2015 – De Danske Årsmøder i Sydslesvig

Blot et par uger før, vi skulle afsted på den årligt tilbagevendende tur til Sydslesvig, så det noget skrælt ud med tilmeldingerne til turen. Dirigenten og orkesterlederen havde derfor nogle intense og hyppige drøftelser om, hvilke løsninger man kunne finde. På en sådan tur gælder det jo også om at kunne levere noget godt og høreværdig musik, og så dutter det ikke, at der mangler hele instrumentgrupper.
Løsningerne blev såmænd revideret stort set time for time i den afsluttende fase op til selve afrejsen!
Alle anstrengelserne og forhandlingerne bar dog frugt, og vi formåede at kunne sende 27 personer afsted fra Kibæk. Vi fik hjælp fra 3 repræsentanter fra Hjallerup og en enkelt kornet venligst udlånt fra Holstebro Musikefterskole 🙂 Dejligt, de var med. Vi håber, at de har fået smag for at tage til Sydslesvig, og at de kunne få lyst til at tage med igen næste år, når Kibæk helt sikkert igen tager derned ;o)

Lørdag morgen

Faktisk startede vi turen med lørdag morgen den 20. juni at mødes ved Elia (Herning) med folk fra Harboøre, som skulle køre med i vores bus til Sydslesvig. Herefter fulgte den obligatoriske rundstykkefortæring om formiddagen, så den kombinerede frokostpause/grænsehandel, hvor alle fik brugt lidt lommepenge (og hvor man maximum måtte købe så meget, som man kunne stable oven på sidemanden!!!).

Lørdag eftermiddag

Først på eftermiddagen blev først Kibæk-folket samt instrumenter læsset af i Jaruplund, hvorefter bussen fortsatte med Harboøre-folket til Lyksborg, hvor de skulle spille og overnatte. I Jaruplund nåede vi lige at komme igennem en mindre orkesterprøve, før det kl. 14:30 gik løs med den ‘rigtige’ koncert for de folk, der ankom til De Danske Årsmøder i Jaruplund. Undervejs ved mødet var der selvfølgelig også flaghejsning og sangledsagelse til diverse danske sange.
Om aftenen var der arrangeret grillpølser og kartoffelsalat til os af værterne i Jaruplund. Herefter var der marchtræning efterfulgt af en gang aftenunderholdning med diverse konkurrencer i, hvem der mon var bedst inde i uniformsreglementet, hvem var bedst til at flytte luft, hvem var bedst til at “blænde alt ude” og kun følge dirigenten osv. Lad os bare indrømme det, ingen af os var særligt gode til at gætte rigtigt!!! :oD

Søndag morgen

Søndag efter morgenmaden, pakning af bussen samt oprydning og fejning af skolen, hvor vi havde overnattet, var vi til gudstjeneste i kirken i Jaruplund. Harboøre-folket stødte til os igen ved gudstjenesten. Herefter hastede vi ind til orkesterprøven ved Flensborghus, som vi i år lige nøjagtigt nåede at kunne være med til!

Søndag eftermiddag

Efter frokosten fattede vi igen instrumenterne; men denne gang var det for at stille op til eftermiddagens marchtur, som ville føre os igennem Flensborg og op til friluftsmødepladsen. Også her blev der spillet et par melodier til sangledsagelsen dér.

Søndag aften

Så tilbage til havnen for at fortære de berømte madpakker, hvorefter der blev stillet op til den sidste marchtur, som skulle føre os fra Nørreport til Søndertorv. Strækning er ganske vist kun 1,5 km lang; men den er på halvdelen af strækningen belagt med toppede brosten, som er ikke så lidt af en udfordring for enhver musiker, som også skal læse noder, medens man marcherer derudaf for fuld musik!! Efter 30 minutters heroisk kamp på brostenene ankom vi på Søndertorv, hvor vi sammen med 210 andre FDF’ere skulle spille den afsluttende “Søndertorv-koncert”. Vejret var pragtfuldt, og dejligt mange tilskuer havde denne søndag aften fundet vejen ind på Søndertorv for at overvære koncerten :o)

Søndertorv-koncerten

Det er selvfølgelig altid spændende at skulle spille en koncert, hvor noderne først er udleveret tre dage forinden, og hvor man aldrig har prøvet at spille under den pågældende dirigent før (er han mon nem at ‘læse’??); men alt taget i betragtning gik det rigtigt, rigtigt fint. Søndertorv-dirigenten, Henrik Næser fra FDF Frederikshavn, havde styr på det, og alle musikerne var opmærksomme, så det blev en koncert, vi helt sikkert godt kan være bekendt.

TAK 🙂

TAK – til alle som var med på turen.

TAK – fordi I alle som én på hele turen var så positive og beredvilligt gav en hånd med, hvor der var brug for det.

TAK – fordi I er så gode til at hjælpe med at tage vare på og hjælpe hinanden.

TAK – specielt til de unge mennesker, fordi I i år var så gode til selv at gå i gang med at spille fodbold, rundbold osv. i pauserne :o)

Related Images: