De Danske Årsmøder i Sydslesvig 2018, som i år fandt sted fra fredag den 1. juni til og med søndag den 3. juni, er en årligt tilbagevendende begivenhed, og igen havde vi fornøjelsen at være på denne årlige ‘firmaudflugt’ med orkesteret, hvor vi bidrager med ledsagemusik til sang, koncertmusik, ledsagemusik til salmer samt marchmusik.
Vejret var HELT fantastisk i år, så vi fik rigtigt luftet sandalerne; og nogle af os havde endda været så forudseende, at vi havde investeret i et par sorte short, så vi kunne få brune knæ – sådan som raske FDF’ere nu engang får det! Herudover var vi flittige brugere af solcreme, så bussen duftede fuldstændigt som et fly fuldt af charterferiegæster på vej hjem fra Mallorca 😀
Som altid startede vi turen til Sydslesvig med at mødes ved Elia ved Herning lørdag morgen. Bussen blev pakket med alt vort grej og afsted mod syd det gik. Lige før Vejle samlede vi 3 fra Hjallerup og 3 andre fra Horsens op – hvor er det fuldstændigt fantastisk at disse gæve musikere er villige til at stå ekstra tidligt op for at tage med os til Sydslesvig. Herefter tog vi ind på rastepladsen ved Skærup, hvor vi fik kaffe og rundstykker – vi er jo ikke et kaffe/kage-orkester for ingenting, vel?? 🙂
Ved middagstid gjorde vi holdt ved en grænsekiosk; men før vi fik lov til at gå ind og handle, skulle vi have spist den medbragte madpakke, det er hårde betingelser 🙂
Med en bus, der var fyldt til bristepunktet af spændte FDF-musikere, instrumenter, soveudstyr – og slik – var der heldigvis ikke så langt om til Jaruplund Danske Skole, hvor vi skulle spille om eftermiddagen ved det danske årsmøde dér. Forinden var der dog lige en orkesterprøve, der skulle overståes.
I år blev vores aftensmad rykket lidt frem, idet vi om aftenen skulle ind på Flensborghus og spille en koncert på ca. 30 minutters varighed for de ankommende gæster, som skulle til et aftenmøde dér. Vi fik lov til at stå i skyggen inde i gården og spille, og med det fortsat pragtfulde vejr og godt hjulpet af de omkringliggende bygninger, som kastede lyden fint tilbage, blev det en kanongod oplevelse. Og så var det også en dejlig oplevelse at se, at de ankommende gæster ofte slog sig ned ude hos os i gården for at nyde musikken lidt længere 🙂
Tilbage på Jaruplund Skole, hvor vi skulle overnatte til dagen efter, blev der nu rigtigt hygget igennem, spillet mørke-rundbold, spist kage og og og …
Søndag morgen var der nogle meget morgenfriske (og nogle som ikke havde sovet helt så godt og derfor tænkte, at SÅ kunne de alligevel godt stå op!!), som stillede an til den fælles morgenmad. Så skulle alt vort habengut pakkes ned, der skulle ryddes op og fejes, så skolebørnene dagen efter kunne få en almindelig skoledag uden for mange forhindringer efter vort besøg.
Søndag formiddag deltog vi i gudstjenesten, som foregik i Jaruplund Kirke. Det er så heldigt, at denne kirke lige ligger ovre på den anden side af gårdspladsen, så det tog ikke mange minutter at komme derover. Her leverede vi præludium, ledsagemusikken til salmerne samt postludium – nåja, og 4 faner med tilhørende fanevagter, flot så det ud. Efter gudstjenesten hastede vi i bussen ind til Flensborghus, hvor der først skulle spilles en generalprøve på dels Søndertorv-koncerten, som skulle finde sted samme aften, og dels et par melodier, som vi skulle spille fælles med de andre orkestre om eftermiddagen inde på stadion. Og middagsmad blev der også lige tid til at spise.
Herefter deltog vi i det store optog igennem Flensborgs gader – med fuld musik forstår sig. På selve friluftsmødepladsen spillede vil også noget ledsagemusik og nåede lige at få en is og læse avisen, før vi skulle tilbage til havnen, hvor vi spiste aftensmad.
Og så havde vi efterhånden kun den sidste lange march på 1,5 km tilbage. Den gik ikke så meget opad, som eftermiddagens marchtur gjorde det, til gengæld gik den over toppede brosten! Denne marchtur endte på Søndertorv, hvor alle de orkestre, der deltog i Sydslesvig, havde sat hinanden stævne og sammen spillede en koncert for alle de, der var mødt frem.
Vi takker alle som tog med på vores ‘firmaudflugt’. Tak for jeres gode humør – også når det blev lidt hårdt og lidt for varmt til, at det var behageligt 🙂 Håber, I vil være med til at bidrage til den gode stemning næste år også. Læs evt. mere om Sydslesvigsturene HER 🎶