Den 9. april 2019 var et par repræsentanter fra Kibæk FDF Orkester inviteret til prisuddeling hos Y’s Men’s Club i Aaskov. Da Clubben i Aaskov samtidigt kunne fejre 40 års jubilæum var vi også budt på fin middag 🙂
Da en af vore elever stormer frem på sit instrument – et flugelhorn – mente vi, at det var på tide at anskaffe et nyt og bedre instrument til ham, som kunne give plads til, at han kunne vokse med opgaven uden at blive holdt tilbage af et for lille og ringe instrument. Vi havde derfor ansøgt Y’s Men’s Club Aaskov om et tilskud på 10.000 kr, som skulle gå til køb af et nyt flugelhorn.
Ved prisuddelingen fik vi tildelt hele den ansøgte sum på 10.000 kr, så det kan nok være, at der var nogle, der her var glade 🙂
Vi gik med det samme i gang med at bestille flugelhornet hjem. Da vi insisterede på at få den i ‘sølvfarvet’ skulle der gå nogle måneder, før den kunne komme hjem (og undervejs blev den også fanget uforholdsmæssigt længe i tolden hos PostNord); men til sidst ankom den da, og vores elev, Morten, var ganske betuttet og sagde stort set ikke en lyd – hvilket er højest usædvanligt for Morten!!! – da han fik lagt en kasse i hænderne, som han selv måtte åbne. Det er ikke til at sige, hvad der skinnede og funklede mere: Flugelhornet eller Mortens øjne 🙂
En STOR tak til Y’s Men’s Club i Aaskov som gjorde det muligt for os at hjemskaffe et så fint instrument til vores unge, fremadstormende flugelhornspiller.
For ‘nørder’ inden for messingblæsere kan vi fortælle, at Mortens nye instrument er en FRIGG NFL1960 af mærket Nordic, hvilket er et dansk mærke. FRIGG er et horn beregnet til professionelle musikere, så der skulle være rigeligt med plads til Morten til at vokse med opgaven 🙂